havde levet sig ind i, regjeret sig ind i den faste Forestilling om, den
fulde Vane til det usvækkede Enevoldsherredømme, gav Folket
Friheden, idet hans Sind mødtes med Folkets Røst. Og den Gave,
han saaledes havde skænket i sin Regjerings Begyndelse, den
bevarede og hævdede han derefter med trofast Sind i de
indholdsrige Aar, der fulgte efter. Han kunde ikke undgaae at lade
forandrede Forhold og nye Hensyn, der gjorde sig gjældende fra
hele Monarkiets Standpunkt, faae Indflydelse paa de Former, under
hvilke Folkets Medvirkning i Regjeringen skulde udøves ikke blot for
en Landsdel, om end den største Landsdel; men han blev sin Gaves
Væsen tro under alle Forhold. Har Frederik VII aldrig noget Øieblik
fortrudt sin Gave? Har han aldrig noget Øieblik ønsket
Enevoldsmagten tilbage? Hvo kan sige det? Der er vel ingen Mand i
vigtig Stilling, der er vel ingen Konge, som ikke i enkelte Øieblikke,
med den bedste Villie til at bruge Magten vel, vilde ønske at have
større Magt end han har. Men Ønsket blev hos ham aldrig til Villie og
Stræben, til en udover Øieblikket virkende Attraa. Han bevarede
Folket den Frihed, han engang havde givet det, og, at han bevarede
den med den Overbevisning, at det var en god og heldbringende
Gave, udtrykte sig allermest i den, jeg turde næsten sige, naive
Glæde og Stolthed, hvormed han altid selv utvungen og naturlig
gjenkaldte for Folket, naar han stødte sammen med det, den
Forandring, der var foregaaet, og at han selv havde indført den. Lad
da Frederik VII medtage fra os, hans Samtidige, til Historien
Erkjendelsen af og Vidnesbyrdet om, at han ved Frihedens Gave
fuldstændig udsonede den Slægt, til hvilken han hørte, med Folket,
at han fyldte og udslettede den Kløft, der i Fortiden havde dannet sig
mellem Folk og Regjering, og som hans nærmeste Forgængere,
trods det kjærligste Sind imod Folket, ikke havde formaaet aldeles at
udslette. Vi ville tænke os ham hvile i sin Grav rækkende den ene
Haand til Enevoldskongerne og helst til dem, som vare ham
nærmest i Tid, i Slægt og i Aand, men rækkende den anden Haand
til den Slægt, der skal komme og fortsætte hans Værk. Thi saa vilde
den strenge Skæbne, at Enevoldsmagtens Stifters mandlige Slægt
ikke skulde strække sig længere end Enevoldsmagten selv; den, som
fuldendte Forsoningsværket, skulde være den Sidste af denne Slægt,